Banegårdspladsen, hjertet af Aarhus
Banegårdspladsen i Aarhus er et centralt knudepunkt i byen og har været det, lige siden den store banegård blev opført i 1920’erne. Før det lå den nuværende banegårdsplads et stykke uden for selve byen.
I 2005 opførte Mengel Ejendomme et helt nyt byggeri på hjørnet af M.P.Bruuns Gade og Banegårdspladsen på et sted, hvor der lå lavt, midlertidigt byggeri.
Bygningen ligger arkitektonisk i naturlig forlængelse af den imposante banegårdsbygning fra 1929. Det var vores ønske at skabe et byggeri, der var en naturlig og harmonisk forlængelse af banegården, men i et moderne arkitektonisk formsprog. Derfor arbejdede vi med at opføre byggeriet i gul tegl og med samme højde som banegårdsbygningen. Samtidig har vi også hentet inspiration fra arabisk og indisk byggetradition med de særlige gitterformede afslutninger foran vinduerne, udført i mursten. Penthouseetagen har fået en krum form, der skal lede tankerne dels hen på en jernbaneremise, dels være et vip med hatten til de boder, der tidligere lå på Bruuns Bro. Boderne var oprindeligt tænkt som en midlertidig løsning, der dog skulle vise sig at stå på stedet i mere end halvfjerds år – og som derfor med årene gik hen og blev en fast del af bybilledet for mange aarhusianere.
Øverst på bygningen har vi sluttet af med solafskærmende kobberlameller.
Og hvis man ser godt efter, kan man se højt oppe på facaden et par blødstrøgne teglsten, hvor der står: “Steen Mengel 2005.
Vi vil gerne stå ved det, vi bygger.
Banegårdshuset rummer i dag cafe, DSB og Aarhus Stiftstidende og fortsætter dermed traditionen med at være byens absolutte hjerte.
Banegårdspladsen, Aarhus
Kontor- og restaurationsbyggeri
Opført 2005
3.270 kvm
Arkitekt: Karen Exner og Johannes Exner
Exners tegnestue
Bygherre: Mengel Ejendomme