Kommende lejligheder på centralt Aarhus-hjørne
“Nogen har sagt at man kan læse en bys kulturelle overskud på dens behandling af byens hjørner”
Hjørnet på Nørregade og Nørrebrogade er for mange i Aarhus et både overset og glemt hjørne i byen, men samtidigt et interessant sted med et slumrende potentiale, der mangler en arkitektonisk afklaring.
I 2015 blev Mengel Tower opført på den øverste del af grunden imod Høegh-Guldbergs Gade og Nørrebrogade. Opgaven er nu at fortsætte tårnetsarkitektoniske karaktér videre ned mod hjørnet med et byggeri, der rummer både lejligheder og muligheder for erhverv. Også her bliver materialevalget tegl, kobber, træ og granit. Byggeriet bindes indirekte sammen med universitetet længere oppe ad Nørrebrogade med de markante arkadebuer, som skaber små naturlige åndehuller i byen.
Husrækken er opdelt i tre klart definerede, men sammenbyggede byhuse, der springer både i det horisontale og det vertikale plan. Øverste etage i de tre huse har, som underetagen, ligeledes en ekstra højde, der markeres på facaderne med ekstra høje vinduer, der ender i en let tilbagetrukket reces. Dette er et klassisk motiv og en klassisk bearbejdning af en husfacade, med en base, en krop og en afslutning mod tagkronen.
Nørregade, Aarhus
22 lejligheder fra 44 til 80 kvm
Arkitekt: Reiulf Ramstad Arkitekter
Bygherre: Mengel Ejendomme
Ejer: Steen Mengel